Klaus er Certificeret havkajak, kano og SUP instruktør, sportsdykker, sejler og outdoor entusiast, derudover er Klaus lidt af en nørd med kort og kompas. 

Klaus har erfaring fra ture i Danmark, Sverige, Norge, Estland og USA.

Klaus har været på solo havkajaktur langs Sveriges vestkyst, vinterture med telt, pulk og fjeldski, samt diverse vandreture i Sverige og Norge.  Klaus har endda ligget i teltlejr på den amerikanske prærie med vilde bisoner som nærmeste naboer.

Klaus elsker at ligge under åben himmel i sin bivibag, men benytter også gerne hængekøje, telt, tarp og shelter.

Klaus træffes i butikken hvor han gerne rådgiver omkring vores store udvalg af varer til udendørs oplevelser og vil oftest være tilstede på vores kurser, workshops og events, hvis han da ikke er på eventyr i naturen.  

Klaus G. Larsen - Danmarksmester i Rul 2017 - 4 minutter med udvalgte rul......

Danmarksmester i rul Klaus G. Larsen tester sit nye udstyr fra Reed. Klaus er klar til Mørke roning d. 16. November og vi er ved at planlægge Kurser i IPP2 for 2018.

Alle kurser og foredrag finder du på OKKcenters hjemmeside under fanen kalender.
www.okkcenter.dk/kalender

Anmeldelse "Flying Tent" – 9 overnatninger i september 2017

Anmeldelse Flying Tent – 9 overnatninger i september 2017

Tekst & billeder af Klaus G. Larsen oktober 2017.
Flying Tent venligst udlånt af Sikringsagenten v/Tom Jacobsen.

 

Det geniale ved Flying Tent er, at det både kan benyttes som hængekøje men også som traditionelt telt.

Da jeg havde planlagt en tur langs den svenske vestkyst i kajak, havde jeg meget begrænset plads. Derudover tiltalte Flying Tents fleksible muligheder mig, da jeg ikke vidste hvordan ”terrænet” på overnatningsstederne ville være.

September vejret viste sig som forventet at være en blandet fornøjelse med temperaturer i niveauet 5 til 15 grader C. Regn, torden og moderat vind påvirkning på 5 – 8 m/s.

Jeg benyttede Flying Tent på 9 overnatning, 6 gange som telt og de resterende 3 overnatninger som hængekøje. Teltet har været opsat på ren klippe, græs mark, sand strand og som traditionel hængekøje.

Er man glad for at sove i hængekøje, men ikke sikker på, at der er mulighed for at sætte hængekøje op på alle overnatningspladserne, er Flying Tent en rigtig god løsning. Det er nemt at sætte op og tager under 5 minutter uanset om det er hængekøje eller telt.

At pakke Flying Tent sammen igen og få teltet ned i den medfølgende pose kræver efter min mening mere øvelse og jeg vil derfor anbefale, at man lige bliver ”dus” med denne øvelse inden man drager afsted.

Jeg valgte at benytte et 2,5 cm tykt selvoppusteligt liggeunderlag og det fungerede fint. Jeg prøvede også med et 7 cm tykt underlag, men på grund af de langsgående kanaler, synes jeg, at jeg blev ”klemt” i køjen. Derudover gjorde tykkelsen, at pladsen omkring hovedet blev meget begrænset, når jeg benyttede Flying Tent som telt.

Man kan tilkøbe et isolerende underquilt til Flying Tent. Jeg har ikke testet hængekøje med underquilt, da jeg på grund af den begrænsede plads i kajakken var nødt til at fravælge underquilt. 

Hængekøjen justeres nemt med de medfølgende slynger, men desværre følte jeg at køjen var ustabil – uanset hvordan jeg forsøgte at spænde køjen op. At sidde i køjen og klæde sig af eller på var derfor udfordrende.

På den midterste bue, er der 2 små øjer, hvor man kan hænge småting, f.eks. en lille lygte. Der er ikke lommer eller andre ophæng, så muligheden for at ”organisere” sine ting i hængekøjen er derfor begrænset.

Myggenettet er effektivt og jeg havde ikke ubudne gæster i køjen. Hele oversejlet kan let lynes af og dermed har man en hængekøje med myggenet.  

Den midterste bue er dobbelt så stor som de 2 i hver ende, men dog ikke så stor, at man kan sidde oprejst, når Flying Tent bliver benyttet som telt. De 2 små buer virker meget smalle og pladsen til liggeunderlaget er begrænset. Til trods for en del regn på turen har jeg dog på intet tidspunkt oplevet at få vand i ind teltet. 

Der er kun en enkelt ventilations mulighed på oversejlet. Det er efter min mening i underkanten. Jeg havde dog generelt ikke problemer med kondens.

Flying Tent har en extra feature. Hængekøjen kan omdannes til en poncho, en mulighed, der efter min mening er overflødig og jeg så hellere, at man havde brugt flere kræfter på at optimere liggekomforten og stabiliteten i hængekøjefunktionen.

Den medfølgende pose er en vandtæt pose med rullelukning. Der er rigelig plads i posen til teltet, når teltet pakkes sammen på den rigtige måde. Der er påmonteret 4 øjer og en bærestrop på posen. Jeg fik desværre, alt for let, revet bærestroppen fri af posen med det resultat at posen ikke længere er vandtæt.

Umiddelbart kan en vejledende pris på 2.099,00 virke lidt pebret, men prisen er inklusiv telt, hængekøje, myggenet, monterings slynger, oversejl og 4 kvalitets pløkke.

 

HÆNGEKØJE:

Myggenet samt oversejl er dimensioneret godt omkring køjen. Oversejlet virker som en rigtig fin kvalitet. Med de to barduner spændt ud får man umiddelbart en fornuftig bredde i køjen, men jeg synes alligevel den smyger sig for tæt omkring kroppen og uden mit liggeunderlag tror jeg, at jeg ville have følt mig klemt.

Den er enkel og nem at hænge op og justere med de medfølgende slynger, dog føles køjen en smule ustabil, som om balancepunktet er for højt. 

 

TELTET:

Teltet er ligeledes let at sætte op. En pløk i hver ende samt en bardun i hver side på den midterste bue og teltet står sikkert og vindstabilt.

Den midterste bue gør teltet bredt og giver plads til både støvler og tøj. Teltets opbygning giver desværre ikke mulighed for den komfort at have siddehøjde.

På grund af den extra feature – ponchoen – var jeg lidt nervøs for om jeg ville få vand ind i teltet gennem ponchohætten i teltbunden. Selvom jeg havde meget regn på turen fik jeg ikke vand ind men havde jeg skulle ligge på mere vådt terræn havde jeg nok ikke været så heldig.

Svinesund til Varberg - 9 dage i kajak - 285 km i kajak, september 2017

Fra Føynland til Verdens Ende, Vestfold Norge 2014